Glæd dig til at Danish Club bliver budt indenfor til særrundvisning i det fredede nyrestaurerede kulturhotel “Højhuset”. Husets velbevarede 60ér arkitektur danner ramme om en særlig oplevelse, hvor kunst, kulturarrangementer og fællesspisninger samt landbrug og får i baghaven giver alt andet end en standartoplevelse.
Stedets historie går tilbage til 1961, hvor 3 lokale driftige brødre indenfor tekstilbranchen, brødrene Damgaard, besluttede at opføre en højskole til tekstilindustriens medarbejdere. Sidenhen overgik stedet til at være almindelig folkehøjskole, Herning Højskole, med fokus på de kreative fag. Stedet lukkede som højskole i 2007.
Rundvisning i Højhuset starter kl. 17.00 og rundes af med et glas vin i Pejsestuen.
Hvis du har lyst kan du tilmelde dig fællesspisning (særskilt madbillet). Middagen starter kl. 18.00, og dagens lækre økologiske måltid deles fra fade og skåle ved bordene. Du skal måske bede din nabo om at give dig brødet og til gengæld sende salaten videre. Drikkevarer købes i baren inden middagen. I bedste højskoleånd indledes fællesspisningen altid med en sang fra Højskolesangbogen.
På glædeligt gensyn
Højhuset Kulturhotel og Danish Club
Køb billet til fællesspisning her
Billetter refunderes ikke, medmindre arrangementet aflyses grundet for få tilmeldte.